1200 km i Asics Nimbus – Tid til nye løbesko

Select Page

1200 km i Asics Nimbus – Tid til nye løbesko

1200 km i Asics Nimbus – Tid til nye løbesko

1200 km i Asics Nimbus – Tid til nye løbesko

Asics NimbusDet er ikke engang løgn. Jeg har løbet mere end 1200 km i mine Asics Nimbus. De er slidte nu, så det var vel på tide at købe nye og begynde at løbe dem til. Du har nok regnet ud, at det blev et genvalg. Jeg ville gerne have prøvet et andet mærke, men jeg fandt de her Asics sko, til en rigtig god pris og jeg har været rigtig glad for det par, jeg havde i forvejen, så valget var ikke så svært.

Løbesko er for dyre – Få dem til den rigtige pris

Asics Nimbus er sammen med Asics Kayano flagskibet i Asics løbesko program. Det er ikke en billig sko. Asics synes at være lidt dyrere end mærker som Nike og New Balance. Jeg nævner det bare. Hvilket mærke du køber er dit valg. Jeg valgte Asics Nimbus, fordi jeg er lidt af en udstyrsnørd og Asics laver nogle fede løbesko. Der er naturligvis meget mere i det end det, men man skal ikke helt afvise lirfaktoren. Lad os se lidt på prisen. Prisen er vigtig. Asics Nimbus har en vejledende pris på kr. 1500,- og det er for dyrt. Det er en god sko, men den ikke 1500 kr. værd. Det er i øvrigt generelt for alle mærkerne, at de vejledende priser på løbesko er alt for høje. Rundt regnet 30%. BUM.

Tænk over det ved dit næste sko køb. Der er altid løbesko på tilbud et eller andet sted og kan du finde skoene 30 % billigere end den vejledende pris, har du gjort en god handel. Jeg købte mine nye løbesko på en løbemesse i Århus. På messen skulle Asics have 1200 kr. for den nyeste model, som er Nimbus 15, men jeg fandt et par Asics Nimbus 14 til 900 kr. Ikke den nyeste model, men så meget bliver der ikke lavet om fra model til model, så jeg valgte at spare de 300 kr. Økonomien har også lidt at sige ved køb af løbesko. Jeg har planer om at løbe 3000 km i år og det betyder at jeg kommer til at købe 3 par løbesko. Hvis jeg kan opnå samme besparelse, på hver par løbesko jeg køber, sparer jeg 1800 kr. i år i forhold til den vejledende pris eller får de første to par gratis til næste år. Det er da værd at tage med i betragtning.

Asics Nimbus er en blød neutral løbesko

Nye Asics NimbusAsics Nimbus er beregnet til løberen med en neutral løbestil. Jeg har naturlig vis fået foretaget en løbetest på løbebånd. Det kan du læse mere om i det her indlæg: Løbetesten. Jeg har en meget mild pronation på begge ben og burde egentlig have en mild pronations sko. Jeg valgte at prøve Asics Nimbus på løbebåndet og dommen var, at den gjorde det arbejde der skulle til, for at rette op på min pronation. Det siger lidt om, hvor stiv en skoen i virkeligheden er. Stødabsorberingen er det jeg sætter højst ved mine løbesko. Hvis du udelukkende løber trailløb, behøver du ikke at gå så meget op i hverken løbetest eller stødabsorbering. Du kan godt tage en kort løbetur på stierne i skoven, men hvis du udelukkende løber trailløb, vil jeg anbefale at du køber en decideret trailsko. Asics Nimbus er ikke en trailsko. På hårdt underlagt kommer skoens stodabsorbering virkelig til sin ret. Skoen er absolut den bedste løbesko jeg har prøvet, hvad stødabsorbering angår. Jeg kan løbe mange km på asfalt uden at føle træthed og gener. Sålen er meget blød og forbliver blød selv efter mange km. Nogen vil nok hævde at den er for blød.

Hvordan sidder Asics Nimbus på foden?

Hvis du er til løbesko der sidder løst på foden, skal du ikke købe Asics Nimbus. Skoen sidder godt til foden. Det er i øvrigt noget jeg har oplevet med de andre Asics sko, jeg har haft. De sidder fast til foden. Nimbus modellen er lidt smal over vristen eller også har jeg bare en bred fod. Den klemmer lidt de første 50 km indtil den har tilpasset sig, så ingen lange ture, før den er løbet til. Det er en meget let løbesko, der er velegnet som konkurrencesko. Jeg skelner ikke mellem konkurrence og træning når det kommer til mine løbesko. Jeg bruger dem til begge dele. Skoen er godt ventileret, uden at den bliver kold at løbe i om vinteren. Jeg har kun oplevet at fødderne har haft en behagelig temperatur, med undtagelse af i vinter, hvor jeg løb en tur i sjap og skoene blev våde. Skoen er ikke vandtæt og det skal den heller ikke være. Fødder skal kunne ånde og det kan de. Jeg er som sagt lidt af en gearnørd. Det kommer sikker fra min tid som motionscyklist. Indenfor cykelsport er der lidt mere lir end der er i løbeverdenen, men vi begynder at komme med. For mig gør det ikke noget at mine løbesko har et fedt design og nogle skrigende farver. Det er nu ikke derfor jeg købte et par gule sko, det er fordi det var dem der var på tilbud. Nå men jeg synes Asics laver nogle fede løbesko.

Der gik hul ved tåen – er det kvalitet?

IMG_0941Mine første Asics Nimbus har, som nævnt, løbet over 1200 km uden de er blevet flade. Jeg tror ikke på det med at skoene bliver flade. Det er noget der er opfundet for at sælge flere sko og ifølge DR viser amerikanske studier, at det ikke har noget på sig. Læs mere på DR hjemmeside. Sålen på mine gamle sko er slidt ned, men skoen er stadig godt stødabsorberet. Jeg kan godt mærke at de nye sko er noget mere bløde i det, men de gamle er stadig behagelige at løbe i, så de får nok et par hundrede km mere. Asics har generelt det problem, at storetåen med tiden bryder gennem skoens overdel. Det er en af producentens svagheder. Jeg har oplevet det på flere af de sko, jeg har haft og jeg kender nogle få stykker der nævner samme problem. På de gamle sko er det sket sent i skoen levetid, så for mig har det været til at leve med. Det ser ikke så smart ud med huller i skoene, så de overgår til at blive regnvejrs sko. Der er der ikke så mange der ser det. Det er naturligvis en markant svaghed, at der går hul ved storetåen. Det kan skyldes løbestil. Jeg har haft problemet med de fleste af mine løbesko. Jeg krummer nok bare tæerne opad, når jeg løber.

Skal du købe et par Asics Nimbus?

Løbesko er en smagssag. Køb af løbesko kan være et svært valg. Der findes mange gode træningssko. Asics Nimbus er en af dem. Det er en dyr træningssko, som er velegnet til halvmarathon træning på varieret underlag. Den er også velegnet til konkurrence. Du skal ikke købe den, hvis du udelukkende løber trailløb. Skoen sider godt til på foden , den er af god kvalitet og du kan løbe mange kilometer i den. Kan du leve med at der måske går hul ved storetåen, så er der ikke noget i vejen for at prøve et par Asics Nimbus. For mig blev det et genvalg, fordi jeg kan løbe langt i dem uden nogen form for gener og fordi prisen var rigtig. Køb dem til 30 % under den vejledende pris og du har gjort en god handel.

Du kan sagtens være heldig at finde skoene til en god pris. Også hos din lokale sportspusher, men du har nok større chancer online. Prøv hos Billigsport 24. Jeg kan varmt anbefale Asics Nimbus, som er en rigtig god løbesko.

God løbetur.

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

7 Comments

  1. Hej. Jeg har lige købt et par Nimbus 17, men er lidt i tvivl om den er et halvt nr for stor. Har haft Nimbus mange gange, og har altid brugt en str. 38. Måske er det bare en tilvænning, og skoen er jo lavet lidt om, og der kan være noget jeg føler anderledes?
    Jeg føler den sidder en smule for løs omkring hælen, og at den bare virker stor i det? Sådan i det hele taget? Skal jeg mon satse på at det er den rigtige størrelse?

    /Anita

    Svar
    • Asics Nimbus skal sidde godt til. Der bliver lavet en lille smule om fra model til model. Jeg har ikke selv prøvet Nimbus 17, så om skoen har ændret størrelse, kan jeg desværre ikke svare på. Hvis skoen ikke føles behagelig at have på, så ville jeg bytte den. Har du købt den på nettet, kan du prøve at gå ned til nærmeste sportsbutik og prøve et nummer mindre inden du sender den retur, så du er sikker på størrelsen. Det ville jeg gøre.

      Svar
  2. Det virker til, at være en rigtig god løbesko, og det kunne være jeg skulle købe mig 2 par af dem.
    Hvor meget løb du sidste år, og hvor langt er du med de 3000 km i år?

    Svar
    • Det blev til lidt over 2000 km sidste år. Jeg har desværre haft lidt vrøvl med knæet, så jeg har kun nået 1250 km i år, men fra nu af får den gas 🙂

      Asics Nimbus er et par rigtig gode løbesko. Jeg er glad for mine.

      Svar
      • 2000 km er da også en del 😀 – Jeg har desværre og selv lidt problemer med knæet, men er så småt ved, at træne det op. Vil det være urealistisk, at løbe 1200 km næste år, som helt ny løber – der ikke engang kan løbe en kilometer endnu?

        Svar
        • Det er ikke urealistisk, men pas på dine sener og led. Musklerne træner du hurtigt op. Der går længere tid før sener og led vænner sig til belastningen. Husk at lytte til din krop. Det er bedst at gå langsomt frem og løbe lidt færre km. Det er godt at supplere styrketræning.

          Svar
  3. Tak for en god anmeldelse. Fedt hvordan du kommer helt i dybden med anmeldelsen og ikke bare kort berører hvad det er forn en sko. Jeg vil faktisk mene at det er den bedste (og mest personlige anmeldelse) jeg har læst af Asics Gel Nimbus. Jeg har selv erfaringer med at de holder mange kilometer

    /Jens Jakob

    Svar

Skriv et svar