Om mig!

Select Page

Om mig!

Jesper Grand Jensen

På toppen af Øksfjord fjeldet, Lokalt kaldet Storhammeren, Norge.

Mit navn er Jesper og jeg er en ganske almindelig motionsløber. Jeg har ikke altid været løber – eller man er født til at løbe, så det måske mere passende at sige at jeg holdt en lang pause fra løb. En meget lang pause.

Nu er jeg tilbage på sporet og har genfundet glæden ved at løbe. Løb giver mig en masse fede oplevelser. Det skriver jeg om her på bloggen. Det er mest halvmarathon jeg går op i, men jeg skriver også om sundhed, træning, kost, motion, gear og lir. Alle kan være med. Jeg håber bloggen vil være med til at inspirere, motivere og måske give dig nogle gode ideer og værktøjer du kan bruge i din træning. Jeg er bare en ganske almindelig motionsløber med en blog. Men lad os starte ved begyndelsen.

Barndommen

Jeg er opvokset i Auning, en lille flække på Djursland. Jeg husker min barndom som noget godt. Mellem os, men engang imellem kunne jeg godt tænke mig at være barn igen. Uden bekymringer – på den anden side har børn også bekymringer, men når man bliver voksen synes de ikke så store.

Som barn i 80’erne havde vi ikke iPad og computeren var noget a’ la’ Commodore 64. Udviklingen af spil og programmer gik ikke så hurtig dengang, så den blev hurtigt lidt kedelig. Vi unger spillede en masse fodbold i stedet og kørte på BMX cykel i skoven. Som store skolebørn i 8 – 10 års alderen passede vi egentlig meget os selv. Den gik nok ikke i dag.

Jeg var ikke den store atlet, men jeg har prøvet mine sportsgrene. Fodbold, håndbold, skydning, mini tennis, karate, skole barsket (En træning eller 2 tæller vel også) og som voksen dart – er dart en sport? Det kræver i hvert fald koncentration – og øl.

Jeg var i god form i 80’erne. Jeg gik med drømmen om at blive cykelrytter, men min far ville ikke købe en dyr racercykel til mig, som jeg alligevel ikke gad at cykle på når der var gået et halvt år. Pengene hang ikke på træerne i 80’erne.

Cyklen

I de sidste år af folkeskolen og årene med ungdomsuddannelse blev sporten afløst af fest og ballade. I en årrække dyrkede jeg ikke sport bortset fra 10 måneder som værnepligtig, men det var under tvang 🙂

I 1995 købte jeg min første rigtige racercykel. En blå Mongoose med Sti greb og hele svineriet, som den dag i dag står i køreklar stand i mit udhus. Nå men med købet begav jeg mig ud på rejsen som motionscyklist. Jeg var 21 år og i dårlig form. I 2000 investerede jeg i en grøn mountainbike, som skulle bruges til vintertræning. Det var sådan lidt ”on and off” med cyklingen og det var først i 2006 at det rigtig tog fart.

Det var i 2006 jeg begyndte at sætte mig nogle mål med min træning. At køre 100 km osv. Der begyndte at komme struktur i træningen og jeg fulgte for første gang et træningsprogram. Et simpelt et, men med årene blev det mere avanceret. Formkurven var opadgående.

Fra motionscyklist til løber

Der var meget arbejde med at køre mountainbike i vintersæsonen. Et er at træne 2 timer i skoven og blive møg beskidt, men at skulle bruge 2 timer på at gøre cyklen ren bagefter, det havde jeg ikke tid til. I stedet begyndte jeg at løbe om vinteren. Ikke meget 5, højst 10 km 2 – 3 gange om ugen, men i det mindste startede jeg ikke cykelsæsonen på bar bund når foråret kom.

I 2012 fik jeg en ny kæreste, som var løber. Hun ville gerne ud og løbe med mig. Cykelsæsonen var i fuld gang, men vi kunne da godt løbe en tur sammen. Det var 3 måneder siden jeg sidst var i løbeskoene, men 8 km kunne jeg vel klare. Det gik ikke helt efter planen. I løbet af 6 km knækkede hun mig totalt og derfra så jeg kun røgen. Den har jeg hørt meget for siden, men jeg svor, at det aldrig ville ske igen 🙂

Et par uger senere vandt kæresten et startnummer til Powerade Copenhagen Halfmarathon og hun spurgte om jeg løb med. Med 8 uger til løbet var det en udfordring jeg ikke kunne sige nej til, så cyklen blev stillet i garagen og løbetræningen kunne begynde. Vi gennemførte begge løbet. Det var en stor oplevelse at løbe i København og jeg havde solgt min sjæl til halvmarathon guden. Siden har cyklen stort set ikke været ude af garagen og jeg har deltaget i flere halvmarathon løb.

Det er ikke bare mig

Uden et bagland går det ikke. Jeg har en dejlig kæreste, som har 3 piger og jeg er selv far til 2 drenge. Med 5 børn i 0 – 8 års alderen er det nødvendigt at komme ud og få lidt luft til hovedet. Lidt alene tid. Kun mig og landevejen. Så nu er man nærmest blevet træningsnarkoman. Min kæreste er som sagt også halvmarathon løber. Det kan være svært at få hverdag og træning til at gå op i en højere enhed, men det lykkedes som regel.

Vi er så heldige at bo i løbeafstand til det naturskønne Mols Bjerge, så vores trænings faciliteter er i orden. Her er rig mulighed for bakketræning og at få pulsen helt op i det røde felt. Det er et fedt område at løbe i.

God løbetur

–        Jesper