Løbetur i skoven på en vinteraften

Select Page

Løbetur i skoven på en vinteraften

Løbetur i skoven på en vinteraften

Løbetur i skoven på en vinteraften

Pandelampen er fuldt opladet, da jeg løber ind i skoven en mørk vinter aften. De fleste vil nok sige, at jeg er lidt tosset, at tage på løbetur i skoven efter mørkets frembrud, men for mig er det en fed oplevelse. Især på en aften som denne, hvor skovvejen er dækket af sne og fuldmånen lyser det hele op – Ja min pandelampe hjælper også lidt til.

Det er lidt spooky, når det pusler i krattet eller man ser et par lysende øjne i mørket, men det er en del af den gode oplevelse. Det er knap så spooky, når vi løber flere sammen, men i aften er jeg alene.

Det er glat, men mine Salomon Fellraiser trailsko er rigtig gode i sneen, så længe jeg holder mig fra fastkørt sne. Hjulspor og sådan, for der står de ikke bedre fast end et par almindelige løbesko. På midten af skovvejen i den nyfaldne sne står jeg rigtig godt fast og al min energi bliver brugt på fremdrift. Det opvejer at sneen er tung at løbe i.

Det er en rigtig fed løbetur og jeg stopper kort op. Finder min mobiltelefon og tager et billede. Noget jeg kun gør, hvis turen er helt særlig og det er den i aften. Da jeg kommer hjem, er de ellers altid beskidte trailsko helt rene. Skånsomt renset i sneen.

Når jeg er på løbetur i skoven om vinteren, hvor det kan være koldt, mørkt og glat, tager jeg altid mine forholdsregler. Jeg har altid refleksvest og pandelampe på, så jeg kan se og ikke mindst blive set.

Det er også en god ide at medbringe en fuldt opladet mobiltelefon, hvis uheldet er ude. Især når det er glat. Det er ikke længe du kan klare dig i kulden iført løbetøj, hvis du brækker et ben. Et alutæppe koster ikke mange penge og fylder ikke meget i lommen, så sådan et kan du også medbringe.

Et par gode trailsko, som mine Salomon Fellraiser, egner sig ikke til is og fastkørt sne, men de står rigtig godt fast i løs sne, så det vil være mit valgt til en løbetur i skoven, hvis der er faldet sne. Ja de er også gode i skoven når der ikke er sne. Det er jo trailsko.

Husk at læse skiltene. Det er ikke i alle skove, du må færdes efter solnedgang og det må vi respektere af hensyn til dyrelivet. Det er trods alt dyrenes hjem vi låner, når vi løber i skoven. Vis hensyn til dyrene og respekt for naturen og skiltene.

Så på med  trailskoene og ud på en løbetur i skoven.

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

Skriv et svar