Mit første ultraløb – Grenå 6 timers løb

Select Page

Mit første ultraløb – Grenå 6 timers løb

Mit første ultraløb – Grenå 6 timers løb

Mit første ultraløb

Nu er jeg gået hen og blevet ultraløber – en ægte Forrest Gump. Ikke at jeg har ændret mig siden i går. Bortset fra nogle ømme stænger og problemer med at komme op af trappen. Og nej det er ikke en skade. Bare ømhed, især i lægmusklerne. Det går over igen og er allerede blevet langt bedre end i går lige efter løbet. Jeg er egentlig imponeret over, hvor hurtigt kroppen restituerer og regenererer.

Hvorfor så løbe et ultraløb? Ja man skal nok være lidt små tosset for at udsætte sig selv for sådan noget. For mig er det udfordringen og hele tiden at flytte mine grænser. Det er fedt at sætte et mål og nå det. Det giver et kick i sig selv. Det skal bare gøres rigtigt. Et skridt ad gangen. Tag små skridt og gå langsomt frem, så går det nok.

Nå men mit første ultraløb blev i Grenå i går (15 november 2014) ved Grenå 6 timers løb, et godt sted at starte, fordi ruten er en kort rundstrækning på ca. 3,2 km og i princippet bestemmer man selv, hvor langt man løber. Fysikken har selvfølgelig også lidt at sige.

Jeg nåede lidt mere end 19 en halv omgang og kom op på 61,75 km. Det var langt over forventning. Mit mål var at løbe over 50 km som er et ultraløb. Jeg rundede de 50 km efter 4 timer og 50 minutter og var godt klar over, at de magiske 60 km ved et 6 timers løb, var inden for rækkevidde. Jeg satte det som nyt delmål.

Spørgsmålet var om jeg kunne blive ved. Det var første gang jeg løb i mere end 3 timer og 40 minutter. Det gjorde ondt i musklerne. Det startede allerede ved 40 km og kom i perioder, men forsvandt så igen. Der var mange der var nede at gå. Det synes jeg gjorde mere ondt end at løbe. I stedet stoppede jeg et par gange for at strække ud. Det hjalp og vejret var godt. Det gælder om at fokusere på noget positivt.

Med en halv time igen løb jeg ud på 19. omgang og var klar over at jeg ville nå de 60 km. Det gav ekstra energi og jeg gav alt for at nå det. 19. omgang blev en af mine hurtigste omgange. Da jeg rundede 60 km røg farten dog noget ned. I den første time efter løbet gjorde det bare ondt over det hele og jeg havde lidt problemer med at komme ud af bilen, da jeg kom hjem.

I dag går det meget bedre. Ømheden er næsten væk. Taktikken med at have små overkommelige delmål virkede godt for mig. Det har en positiv og motiverende effekt, når man når sit mål og kan sætte et nyt under løbet. Kunsten er ikke at overvurdere sig selv, være realistisk, spise og drikke godt og have respekt for løbet. Grenå 6 timers løb blev mit første ultraløb, måske kommer der flere. Tænker lidt i Molsruten til næste år. Vi får se.

Tak til Aksel for opbakning og kaffe, og ikke mindst til min super gode løbemakker Steen for godt selskab under løbet og tillykke med dit første ultraløb.

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

Skriv et svar