Restitutionsløb – En vigtig del af træningen

Select Page

Restitutionsløb – En vigtig del af træningen

Restitutionsløb – En vigtig del af træningen

Restitutionsløb bliver vigtigt, når du når en vis træningsmængde. Især hvis du vil undgå skader og overtræning. Samtidig bliver du en bedre løber.

Jeg har kigget nærmere på, hvad restitutionsløb er for en størrelse. Her kan du læse, hvad jeg er kommet frem til.

Hvad er restitutionsløb?

Restitutionsløb er kortvarigt løb i langsomt tempo. Du skal regne med at løbe 1 til 2 minutter langsommere end dit halvmaraton tempo. Du skal altså noget ned i fart for at restituere under løb.

Du må ikke løbe for langt. Varigheden afhænger naturligvis af din form og dit træningsniveau.

Som tommelfingerregel varer et restitutionsløb mellem 10 og 40 minutter, hvor 40 minutter er lang tid.

Kommer du over 40 minutter, kan det ikke længere betegnes som restitution, lige meget, hvor langsomt du løber og hvor god form du er i. Nedbrydningen bliver simpelthen for stor.

Fordelen ved restitutionsløb er at det øger din kondition næsten lige så meget som andre træningspas.

Det optimerer din fedtforbrænding samtidig med at du varmer de trætte muskler igennem. Det sætter gang i blodomløbet, udvasker affaldsstofferne og reducerer ømhed.

Hvornår bør du løbe restitution?

Løber du 4 gange om ugen eller mere, bør du indlægge 1 restitutionspas.

Løber du 3 gange om ugen, bør du i stedet have en hviledag mellem hver træning.

Når du løber indenfor 24 timer efter en hård træning bør det være restitutionsløb.

Løber du 6 gange eller mere om ugen, bør mindst 2 af turene være restitution. De kan med fordel løbes efter de hårde træningspas.

Løb ikke restitutionsløb efter en hviledag. Det giver ingen mening.

Det er jo let nok

Nej. Det er ikke let. Det kræver disciplin at holde farten nede. Især når du bliver overhalet af et par ældre damer i gummistøvler.

De bedste løbere kan se igennem fingre med det. De er ligeglade med, hvad folk tænker. De kender udbyttet og det er det vigtigste i hele verden.

De første gange du kommer helt ned i tempo, føles det nærmest smertefuldt. Du er ikke vant til tempoet og rytmen, men du vænner dig hurtigt til det og høster gevinsten på den lange bane.

Jeg tager gerne hunden med på mine restitutionsturer. Den skal luftes alligevel, så det er ren win, win.

Husk at lytte til din krop. Nogen gange har den behov for fuldstændig hvile.

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

Skriv et svar