Træning ugen op til halvmarathon - halvmarathon.com

Select Page

Træning ugen op til halvmarathon

Træning ugen op til halvmarathon

Træning ugen op til halvmarathon

I mit univers findes der 2 slags løb. Træningsløb og konkurrence – som i konkurrence med mig selv.

Træningsløb er løb, hvor jeg deltager for hyggens skyld og måske for at afprøve noget. F.eks. fintuning af drikketeknik ved væskedepoterne. Her er det ikke tiden og resultatet der tæller.

Der skal være plads til hygge.

Ved konkurrence, skal den have en over nakken. Der skal køres helt til grænsen og gerne lidt over. Jeg vil jo gerne overgå mig selv.

For mig er der stor forskel på, hvordan jeg tilrettelægger min træning ugen op til halvmarathon. Det afhænger af om det er træning eller ”konkurrence”.

Træningsløb

Der er ikke noget eviggyldigt svar på, hvordan du skal træne i ugen op til et halvmarathon. Ingen facitliste.

Det er individuelt. Det er ikke sikkert, at det der virker for mig, virker for dig.

I ugen før et træningsløb ændrer jeg ikke rigtig noget. Måske drosler jeg lidt ned for intensiteten, hvis det er i en periode, hvor jeg træner meget hårdt.

Langt de fleste gange ligger jeg bare løbet ind som ugens lange tur, nyder det og får afprøvet det, der skal prøves.

Konkurrence

Det er anderledes, når det kommer til konkurrence. Her gælder det om at restituere og blive maximalt klar.

I ugen op til løbet kan du ikke gøre mere ved formen. Det gælder bare om at holde benene i gang.

Jeg starter nedtrapningen 2-3 uger inden løbet, men ugen op til trækker jeg håndbremsen. Her er jeg typisk nede på den halve træningsmængde, i forhold til, når jeg træner mest.

Normalt løber jeg det samme antal dage i løbet af ugen, som jeg er vant til. Jeg løber bare ikke så langt. Føler jeg mig slidt, springer jeg en træning over. Det er sket og skader ikke.

Dagen før løbet skal jeg helst ud og løbe 5 til 6 km i langsomt tempo med 2 til 3 stigningsløb. Det gør at mine ben ikke er tunge på løbsdagen. Det virker for mig.

Kost

Jeg løber et sted mellem 40 og 70 km om ugen. Det kræver energi og vitaminer, hvorfor jeg er nød til at spise forholdsvist sundt. Jeg ser ingen grund til at ændre på kosten op til et løb. Jeg risikerer bare, at det har negativ indvirkning på min fordøjelse.

Det er ikke så tosset med en god gang lasagne og salat dagen før. Lasagne er min livret. Det kræver disciplin ikke at proppe mig. Jeg drikker også rigeligt med vand.

Jeg bruger ikke carboloading op til halvmarathon. Det er ikke nødvendigt, når distancen ikke er længere.

På dagen spiser jeg en portion havregryn uden sukker, men med en god frugt müsli som topping. Jeg drikker også gerne en kop kaffe og lidt juice.

Det virker for mig.

Hvordan er din træning ugen op til halvmarathon?

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

Skriv et svar