Vægttab op til Berlin Halvmarathon

Select Page

Vægttab op til Berlin Halvmarathon

Vægttab op til Berlin Halvmarathon

Jeg har læst i Aktiv Træning, at man bliver 2-3 sekunder hurtigere pr. km, for hver kilo man taber sig. Om det også gælder den anden vej, nævnte de ikke noget om.

Tanken var dog ret nedslående, da jeg midt i januar stod på vægten og måtte konstatere, at den søde juletid, havde været lidt for sød. Kampvægten havde nået 69,8 kg.

Det var ikke fordi, at jeg var overvægtig, men værten var opadgående og jeg følte at formen var nedadgående. Jeg måtte ned i vægt inde Berlin Halvmarathon d. 3 april.

Målsætningen var et vægttab på 5 kg. Det burde ifølge Aktiv træning kappe 3 min. og 20 sek. af min halvmarathon tid. Jeg skulle naturligvis som minimum bibeholde min træningsmængde.

Vægttab ved at tælle kalorier

Der findes mange Apps, der kan hjælpe dig med at tælle kalorier. Jeg valgte at bruge MyFitnessPal. Den kan kommunikere med Garmin Connect, som igen kan kommunikere med mit Fenix 3. På den måde bliver mit aktivitetsniveau automatisk registreret i MyFitnessPal.

Med et ønsket vægttab på 5 kg inden Berlin, måtte jeg som udgangspunkt indtage 1450 kalorier om dagen. Det er ikke ret meget, når man tænker på, at min morgenmad, havregryn blandet med frugt mysli, indeholder 542 kalorier. Jf. MyFitnessPal.

Heldigvis kan aktive kalorier lægges til i forholdet en til en. Så 500 kalorier forbrændt ved løb kan lægges til det daglige mål.

Det var ikke let. I starten kunne jeg ikke styre det og måtte ud at gå efter aftensmaden. En km giver ca. 50 kalorier, så har man overspist med 300 kalorier skal der ydes en indsats på omtrent 6 km gang.

Det er ikke engang nok til at forbrænde morgenmaden. Stof til eftertanke.

Ændrede ikke så meget på kostvanerne

Jeg ændrede egentlig ikke så meget på min kost. Hvor jeg før drak en cola, tog jeg en danskvand i stedet. I stedet for at spise fredagsslik torsdag, fredag, lørdag og søndag, begrænsede jeg det til lørdag og måske lidt rester søndag.

Mine portioner blev mindre. Særligt aftensmaden, hvor jeg før var lidt af en grovæder, blev begrænset. Det var jeg nød til, når nu jeg havde indtaget de fleste af mine kalorier i løbet af dagen.

Jeg har spist rimelig meget salat i perioden. Nok til at gøre en kanin misundelig. Jeg har også fået smag for skyr.

Halvanden ugen inden Berlin halvmarathon sagde vægten 64,8 kg. Målet var nået. Jeg tæller stadig kalorier. Det bliver jeg nok ved med for at holde vægten omkring de 65 kg, men jeg skal ikke længere ned i vægt.

I bund og grund handler det om at begrænse sig, ikke grovæde, og tænke over, hvad man putter i munden. Det er ikke let. Jeg har stor respekt for dem der kæmper sig til store vægttab. I er sku seje.

Nu ser jeg frem til Berlin halvmarathon og så må vi se om jeg rammer dagen. God påske.

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

Skriv et svar