Vinterhyggemaraton trak tænder ud

Select Page

Vinterhyggemaraton trak tænder ud

Vinterhyggemaraton trak tænder ud

Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton kostede et par dage uden løb. Aldrig har jeg haft så ondt efter et løb. Jeg bliver normalt ikke øm, men på anden dagen kunne jeg knap nok gå.

Lægmuskler og lænd var totalt smadret. Jeg er ikke vant til at løbe 32 af de 42 km i sjap og på is. Det er både en anden kadence og skridtlængde end normalt. Det kan mærkes.

Det er bedre at tage den med ro og blive helt klar til at træne igennem igen, end at løbe ind i en overbelastningsskade.

Nå men vinterhyggen startede for alvor efter 6 km. Herfra stod den på 30 km glatføre, hvor selv jeg havde været bedre stillet i et par skøjter. Tal lige om forkert skovalg. Jeg er glad for mine Tri-Noosa, men på is står de ikke fast.

Jeg gled nærmest ind i andet depot. Fik at vide, at de havde Cola, energidrik, vand og en forbindingskasse, hvis jeg havde brug for det. Jeg drak lidt vand og skøjtede videre mod vendepunktet ved Bindeballe Købmandsgård.

Ved 18 km gled mit ene ben og ramte det andet. Jeg snublede forover. Det lykkedes mig lige akkurat at blive på benene. Det kunne have været enden på mit vinterhyggemaraton, men jeg slap med skrækken.

De glatte veje fortsatte hele vejen ud til vendepunktet. Jeg skulle samme vej tilbage, så nu vidste jeg at der var ca. 15 km sjap og is tilbage, inden underlaget igen blev til at stå fast på.

Efter 30 km kom jeg til at følges med en anden løber over et længere stykke. Jeg tror han var tysker. Han talte engelsk til mig, så jeg ville ikke fornærme ham ved at tale tysk.

Da vi kom til den isfri asfalt satte han farten op. Han vinkede mig med. Jeg ville gerne have fulgt ham, men isen havde trukket for mange ressourcer, så jeg sagde, ”Go ahead, I’m at my pace”.

Ved sidste depot fangede jeg ham igen. Han tog en Dr. Nielsen. Sejt nok. Måske jeg skulle have gjort det samme, for derfra sagde han bare aufwienerschnitzel.

Dr NielsenDe sidste 5 km var hårde. Jeg måtte kæmpe for at holde mit tempo. Tæt på mål kom endnu 1 km med is, inden jeg nåede DGI Huset. Jeg forsøgte at spurte ind mod mål. Det var nu ikke for godt.

Jeg kom i mål i tiden 3:18:13. Totalt smadret. I det mindste var jeg ikke den eneste, der havde problemer med trappen ned til omklædningsrummet.

Dr. Nielsen banden kan naturligvis ikke klandres for føret. Det er en del af vilkårene ved at deltage i et vinterhyggemaraton. Jeg er klar igen i 2017 – iført pigsko om nødvendigt.

Tak for et hyggeligt og udfordrende løb.

About The Author

Når Jesper ikke slider sålerne af sine løbesko, skriver han om løb her på bloggen. Han er også lidt af en foto nørd og bliver af og til spottet med et kamera. Der skal jo også lidt pasta på bordet. Det klares med et job som programmør i den grafiske branche.

Skriv et svar